​FLERE FRISKE DRENGE- OG PIGEDRØMME SKAL VIRKELIGGØRES!

Målet er permanent deltagelse af unge danske kørere i de årlige Europa- mesterskaber. Derfor går Danmarks Motor Union og Thomas Møller Pedersen nu sammen om et 3-årigt dansk talentudviklingsprojekt målrettet Road Racing sportens internationale scene.

De italiensk byggede Ohvale GP-0 motorcykler er netop ankommet til Danmark med den ægte racer- DNA til fremme af Road Racing sportens talentmasse. Ohvale vil således i 2018, 2019 og 2020 danne grundlag for et nyt, markant dansk talentudviklingsprojekt, med mål om permanent dansk deltagelse i de årlige europamesterskaber i Mini Road Racing.

Efter en succesfuld debut på Skærbæk Gokart Center i starten af maj, kører Ohvale klasserne fremover som fast punkt på programmet til DM i Mini Road Racing (Dansk Mini Road Racing)

DMU har i forbindelse med aftalen indkøbt en GP-0 110cc Automatic og en GP-0 190cc, hvilket giver nye kørere mulighed for at prøve at køre med ved en DM-afdeling via den nye ”pay as you go” licens og derved blive en del af et etableret mesterskab, som afvikles under ordnede forhold under Danmarks Motor Union.

Road Racing for kun 50 kr. pr. dag:

Med den nye ”pay-as-you-go” licens er der mulighed for at deltage ved DM løb for kun 50 kroner pr. dag. For at indløse licens skal man være medlem i en DMU-klub, hvor et års kontingent typisk koster 350 kroner.

Det foreliggende DMU baserede talentarbejde vil bl.a. indebære flere prøvekørsels muligheder for såvel nye som etablerede kørere og foregå ved hjælp af de fire udviklingsmodeller fra Ohvale startende ved 110cc og op til 190cc.

Modellerne er enten med gear eller uden gear, og motoreffekten varierer fra 8hk. – 11hk. – 15hk. til 22hk.

110cc modellerne enten som Automatic eller med 4-gear. 160cc med 4-gear og 190cc med 4-gear.

Alle fire modeller er godkendt i følgende to klasser ved DM-stævnerne:

Ohvale 110cc. DMU Cup

  • 110cc. Automatic – fra 9 år
  • 110cc. 4-gear – fra 9 år

Ohvale 160/190 Danmarksmesterskab

  • 160cc. 4-gear – fra 10 år
  • 190cc. 4-gear – fra 12 år

TMP står for håndtering af klassepræmier, forhandling af seriesponsorater og øvrige tiltag, som vil komme alle deltagere til gode.

Sportkommisions formand Jesper Holm, DMU, udtaler:

”Vi er mægtig glade for aftalen med TMP, der vil medvirke til at synliggøre DMU’s talentarbejde og øge kendskabet til den sport vi i begge ”lejre” elsker. Ohvale kommer med den ægte Racing-DNA; men det bedste er, at tiltaget vil muliggøre virkeliggørelse af friske drenge- og pigedrømme i et seriøst samspil, under ordnede forhold – og som tilmed er økonomisk overkommeligt for mange…”

Udviklings- og marketingchef Michael Møller Pedersen, TMP, siger:

”Ohvale’s succes i resten af verden bekræfter vores tro, at cyklerne vil danne grundlag for et seriøst opløft til Road Racing sporten ved større interesse og tilgang af nye kørere. Med tiltaget vil vi i samspil på sigt løfte hele Road Racing sporten i Danmark. Vi føler os meget bekræftet i denne tro, da vi (TMP) ved diverse udstillinger har oplevet en kæmpe interesse for Ohvale GP-0 projektet, og da vi i løbet af vinteren og foråret har gennemført flere åbne arrangementer over hele landet med mulighed for at teste maskinerne. Disse arrangementer har nu skabt tilstrækkeligt positive tilbagemeldinger, så vi aktuelt kan realisere Dansk Mini Road Racing som en etableret DM-klasse i samarbejde med DMU.

Vi glæder os meget til at arbejde sammen med DMU og til at møde en masse motiverede unge kørere allerede i år – og over de kommende år…”

Se mere på:

www.ohvale.dk

www.dmusport.dk

Kurv

Log in